Om Rebstudiet

Rebstudiets tilgang

Fra håndværk til nærvær

Rebstudiet er et sted for kinbaku, fordybelse og nysgerrighed. Vi underviser i elementer og principper, så eleverne lærer at forstå, undersøge og tilpasse det, de gør med rebet.

Vi lærer ikke først og fremmest mennesker bindinger. Vi lærer dem at binde.

Det betyder, at vi arbejder med rebets funktion, kroppen, retning, tension, friktioner og struktur. Færdige bindinger kan indgå i undervisningen, men målet er at kunne se, hvorfor de virker, fejlfinde dem og kombinere elementerne selv.

Vi arbejder med Semenawa som vores primære retning. Kinbaku er sproget; Semenawa er vores dialekt. Som i et sprog lærer man ord og grammatik for at kunne formulere noget selv.

Rebstudiets praksismodel

Den levende praksis

Modellen viser, hvordan sikkerhed, håndværk, relation, udtryk og timing hænger sammen i vores undervisning. Nærvær er centrum, mens spiralen viser, at vi vender tilbage til de samme grundelementer med nye erfaringer.

Rebstudiets model Fra håndværk til nærvær: sikkerhed som forudsætning, Gi som teknisk fundament og Shin, Bi og Ma som relation, udtryk og tid og rum omkring nærværet.
Fra håndværk til nærvær – Rebstudiets praksismodel
Læs modellen

Sikkerhed – forudsætningen

Sikkerhed er forudsætningen under hele modellen. Det er et løbende ansvar for krop, belastning, kommunikation, afklaring og omsorg – ikke et trin, man afslutter.

Vi arbejder inden for det, vi har lært og forstår, og tilpasser undervejs, når situationen ændrer sig. Uden sikkerhed er der ingen praksis.

Gi – håndværket

Gi er det tekniske fundament: rebhåndtering, anatomi, friktioner, tension, retning, struktur og funktion. Vi undersøger, hvad hvert reb gør, afslutter det bevidst og øver at tilpasse og fejlfinde frem for kun at kopiere en form.

Gentagelse gør grebene mere fortrolige og mindre opmærksomhedskrævende, så der bliver mere plads til at følge modellen. Relation, udtryk og timing er samtidig en del af arbejdet fra begyndelsen.

Shin – relationen

Shin beskriver relationen mellem binder og model. Modellen er en aktiv deltager, og kommunikation, grænser og respons følges gennem hele sessionen.

Rebet kan bruges til at lytte og svare: ændre retning, justere belastning, blive i et øjeblik eller stoppe.

Bi – udtrykket

Bi omfatter æstetik, form og linjer samt den stemning og personlige stemme, som valgene skaber. Den samme tekniske struktur kan få forskellige udtryk afhængigt af binder, model, relation og situation.

Æstetikken er derfor en del af kommunikationen. Den må aldrig få modellens grænser eller respons til at træde i baggrunden.

Ma – tiden og rummet

Ma retter opmærksomheden mod timing, rytme, pauser og det, der sker mellem handlingerne. Et nyt reb behøver ikke komme med det samme; kroppen og relationen kan have brug for tid.

En pause er et aktivt valg, når den bruges til at registrere respons og afgøre, hvad der skal ske videre.

Nærvær – den levende praksis

I centrum mødes håndværk, relation, udtryk og tid. Nærvær betyder at registrere, hvad der sker, og tilpasse sine valg til mennesket og situationen.

Det vigtigste er, hvad der sker mellem deltagerne – ikke hvilken position de ender i. Rebet bliver et sprog, når teknik og opmærksomhed arbejder sammen.

Spiralen

Spiralen viser, at vi vender tilbage til de samme elementer med ny erfaring. Den er ikke en rangstige, og udvikling går ikke altid jævnt fremad.

En erfaren binder forlader aldrig Gi, og sikkerhed bliver ved med at være forudsætningen. Ma peger både på tiden i den enkelte session og på den tid, det tager at lære.

Hver tilbagevenden kan give større forståelse, frihed, dybde og ansvar. Det er bevægelsen fra håndværk til nærvær.

Elementer, øvelse og feedback

Sådan underviser vi

Færdige bindinger kan være øvelser og fælles referencepunkter, men reproduktion er ikke læringsmålet. Vi deler arbejdet op i elementer, så eleverne kan undersøge tension, retning, friktioner, struktur og kroppens respons.

Eleverne lærer at se, hvad et reb gør, finde årsagen, når noget ikke fungerer, og tilpasse løsningen. At kombinere elementer selv kræver, at man forstår deres funktion og konsekvenser.

Hvert reb har en funktion og en intention

Vi arbejder med ét reb ad gangen og afslutter det, før vi lægger det næste. Hvert reb har sin egen funktion og intention. Vi arbejder bevidst med placering, tension, tempo og den tid, vi giver det enkelte reb. I undervisningen øver vi både at forstå det enkelte reb og at kombinere elementerne til egne bindinger. Det næste reb kommer ikke bare, fordi der er et næste trin i et mønster.

Vi bruger gentagelse til at gøre håndværket mere fortroligt. Feedback handler både om teknikken og om kontakten med modellen, så gode valg kan gentages og uhensigtsmæssige valg ændres.

Udvikling viser sig i bedre forståelse og mere præcise valg – ikke i antallet af mønstre, man kan huske, eller hvor hurtigt man når en bestemt position.

Hvad gør rebet her?

Hvordan påvirker retning og tension kroppen?

Hvad fortæller modellens respons?

Hvad skal bevares, ændres eller fjernes?

Form, stemning og personlig stemme

Æstetik og personligt udtryk

Udtrykket opstår gennem konkrete valg: rebets placering, linjer og asymmetri, kroppens form, tempoet og måden hvert reb afsluttes på. Rebet skal understøtte det ønskede udtryk uden at skjule kroppen eller skabe unødig visuel støj.

Den samme struktur kan se og føles forskellig afhængigt af binder, model og situation. Det er her, teknisk forståelse og personlig stemme mødes.

Japansk inspiration

Vores blik er blandt andet inspireret af syv japanske æstetiske begreber. Vi bruger dem som opmærksomhedspunkter i vores eget arbejde, ikke som en samlet regelbog for kinbaku.

Kanso 簡素Enkelhed – det essentielle uden det overflødige.
Fukinsei 不均整Asymmetri – harmoni i det uregelmæssige.
Seijaku 静寂Stilhed og ro – hvor kontakt kan opstå.
Shibumi 渋味Underspillet elegance, der ikke kræver forklaring.
Datsuzoku 脱俗Frihed fra konvention og plads til det uventede.
Yūgen 幽玄Det antydede og subtile, som mærkes mere, end det vises.
Shizen 自然Naturlighed – et udtryk uden unødig iscenesættelse.

Wabi-sabi er en anden inspiration i vores blik for det uperfekte og forgængelige. Det hjælper os med at give plads til det menneskelige frem for at jagte et fejlfrit billede.

Cirklen vi binder i

Den ufuldkomne cirkel i vores logo symboliserer, at vi aldrig bliver færdige med at lære. Cirklen er formet af jute – det materiale, vi binder med.

Ansvar i sessionen

Vores principper

Sikkerhed er en forudsætning

Vi arbejder inden for det, vi har lært og forstår. Sikkerhed kræver opmærksomhed og tilpasning under hele sessionen.

Mennesket kommer før bindingen

Modellens grænser og respons vejer tungere end den binding eller det resultat, der var planlagt.

Vi tager ansvar for vores valg

Ansvar gælder både begyndere og erfarne. Ambition og intensitet skal følges af forståelse for mulige konsekvenser.

Vi holder os til det aftalte

Vi aftaler rammer og grænser før sessionen og udvider dem ikke undervejs. Har vi aftalt, at der ikke skal være noget seksuelt, gælder det hele sessionen – også hvis lysten opstår undervejs. Begge kan altid sige fra, indskrænke aftalen eller stoppe. Ønsker om at gå videre end aftalt tager vi op senere, uden for sessionen.

Vi binder med intention

Vi arbejder bevidst med placering, tension, tempo og tid. Hvert reb har en funktion, og vi skal kunne forklare, hvad vi vil med det.

Oplevelsen kommer før resultatet

Det vigtigste er, hvad der sker mellem deltagerne, ikke at gennemføre en bestemt binding eller skabe et bestemt billede.

Lyst træningsrum med tatamimåtter i Rebstudiet

Et sted at lære og øve

Rebstudiet i Vrå

Rebstudiet ligger i Vrå i Nordjylland. Her kan man lære, øve og fordybe sig i kinbaku med tid til spørgsmål, gentagelse og feedback.

Undervisningen giver et teknisk fundament og redskaber til at udvikle egne bindinger og træffe valg, der følger modellens respons.